Måske er biblioteket på rette vej?

Det er som om, noget gik galt.
Eller det er som om, at 'visionen' om biblioteket ikke rigtig lykkedes.
Hvis altså visionen var, at noget skulle laves markant om.
Ingen kan rigtig formulere, hvad det var, vi skulle eller hvor vi skulle hen. Vi skulle bare hele tiden videre, videre, videre. Som den sidste vogn i et godstog uden endestation.
Det er SÅ 00'erne i biblioteksregi.
I 10'erne er der blevet tavst. Fra oven.
Gode kræfter har været svære at rekruttere, da man ikke har haft penge at gøre godt med.
Less is more.
Nu nøjes branchen med de ressourcer, der nu engang er.
Det har da i det mindste givet blod på tanden hos nogle, der har haft ondt i det blødende tandkød i mange år, men ikke har haft tid hos tandlægen.

Man kan stadig i dag læse i aviserne om biblioteker som steder, der udelukkende låner bøger ud.
Hvad var visionen fra 00'erne så værd?
Hvorfor kasserede man så mange bøger, ansatte så mange med 'anden etnisk baggrund end biblioteksfaglig' og fik biblioteker til at ligne venteværelset i en træt virksomhed? Støvsuget for hygge, planter, bøger og nullermænd.
Hvorfor?
Der lå nok lidt storhedsvanvid i det. Man brugte jo ikke selv biblioteket og var ikke øm omkring en  århundrede gammel tradition, men var blevet blæst omkuld i bolden af internet, platforme, gadgets, RRS og den slags i den tro, at det kunne 'erstatte' eller nedtone det ældgamle med et knips med fingrene.
"Det er udviklingen". "Det er innovation".
Tonen var dommedagsagtig.
"Biblioteket dør, hvis vi ikke følger med udviklingen".
Sagt og ment fuldstændig uden at ane noget om eller bekymre sig om de mennesker, der kom og mennesker imellem generelt.
'Folkebiblioteket' var i 00'erne ønsket reduceret til et hus med et populistisk udvalg af bøger (hvor Bilka er en ret god konkurrent - uden ventetid, men med et lille greb i lommen), nogle computere til mere eller mindre fri afbenyttelse (max. 2 timer og nul porno) og et tilbud til en snes borgere eller to pr. ½ år om gratis undervisning i den digitale verden.

Der blev nedsat det ene og det andet udvalg for folk med ledelse som erhverv eller ambition, og som i lukkede rum formentlig har givet den gas med gode idéer. Men man så dem jo aldrig med fingrene nede i mulden - hos menneskene, lånerne, borgerne...
Der blev skabt et behov ud fra et ønske om, at biblioteket 'ikke skulle være kedeligt og kun have med gamle bøger at gøre'. Problemet var bare, at det var den lille lukkede gruppe, som definerede, hvad Jensen og Lund havde brug for. Og de havde ikke engang spurgt dem.
Så lavede man 'udviklings-afdelinger' med udvalgte medarbejdere, der dybest set mente det samme som ledelsen, men som fik folk 'på gulvet' til at føle sig andenrangs. Ikke bevidst, naturligvis. Men der var jo altid et spændende kursus i vejen for at dække vagter sammen med menneskene, så 'dem på gulvet' fik flere vagter og mindre tid til at pleje de varer, der blev tilbudt folket.
Borgerne lagde ikke specielt meget mærke til udviklingen på biblioteket i 00'erne - udover et par elendige udlånsautomater, en brutal kassationspolitik og starten på 'den har vi ikke, men vi kan skaffe den'.

Det var i 00'erne.
Vi skal stadig skaffe udefra hele tiden. I dag kan man sjældent nøjes med at gå på biblioteket én gang. Man skal også bagefter hente materialet.
Er det et plus?
Selvfølgelig gider folk ikke det. Så de bestiller hjemmefra - uagtet om bogen er hjemme eller ej.
Var det det, den store vision gik ud på?

Jeg kan med glæde meddele, at biblioteket er blevet en meget mere levende oplevelse igennem de sidste par år. Folk strømmer til - og de låner primært bøger. De kommer til arrangementer, undervisning og de nyder at være et sted, hvor der er hjælp at hente fra et levende individ. Det er børn, unge, voksne og seniorer.
Jeg synes faktisk rigtig godt om 10'ernes bibliotek.
Måske fordi støjen fra 00'erne er aftaget.

Jeg er glad for, at biblioteket stadig er for folket, der bruger det.
Håber de gode tider varer ved.
Godt nytår :-)

Lukkelov og andre rædsler

Jeg har virkelig svært ved at klappe i hænderne over, at jeg kan handle hvornår det nu skal være - mellem  morgengrim og godnat.
Jeg bor i en mindre by med ca. 7000 indbyggere, og vi kan handle ind på den måde flere steder i byen.
Jeg kan simpelthen ikke se, at det er godt for noget som helst.
Børn skal stadig hentes inden kl. 17 i SFH'en, aftensmaden skal stadig stå på bordet ved 18-19 tiden - og sådan er det nok også for dem, der arbejder i disse supermarkeder.
Er det virkelig så fedt at handle efter kl. 18 og om søndagen, at vi er nødt til at lave hele strukturen omkring børn og samkvem om?
At der pludselig ikke er lukket og slukket på et 'fælles' tidspunkt, så der er plads til det meste af familien til en sammenkomst eller fælles dovne-hygge i sofaen?
Hvis man faktisk kan få passet sit børnehavebarn en søndag er det jo ikke så fedt for eventuelle søskende, som har fri og skal i skole den mandag, man så har fri.
Og pludselig er man meget mindre sammen - som familie.

Jeg kommer fra en landsby, hvor Brugsen lukkede kl. 17.30.
Så flyttede jeg til København - og boede ved siden af en tankstation med åbent til 24.
Det tog mig flere år ikke at 'tanke' eksempelvis smøger inden 17.30.
Blev jeg mere taknemmelig af den grund?
Næh.
Men pludselig var det ikke så fatalt at være doven og glemsom!

Jeg håber ikke, det holder.
Folk bliver alt for stressede, planlægning med venner og familie bliver mere umulig og ungerne kan ikke komme til sport uden x-antal opringninger om bytte-kørsel.

Og jeg kan heller ikke se, at man mener det alvorligt mht. miljøet.
Vores - og ikke mindst vores næstes tids store problem.
Vi kan tænde et stearinlys en time en gang om året og sole os i sparsommelighedens lys, mens ALT lyser og bimler 16 timer i døgnet i håbet om, at vi fiser ind og køber den lette løsning til den fede side klokken lort.

Sur sur sur....

Når jeg ser og hører, hvad der sker inden for min branche i biblioteksverdenen, tænker jeg først og fremmest, at vi bør være stolte af os selv.
Hvor er der bare sindssygt mange gode kræfter i denne branche. Folk knokler med arrangementer, engagerer sig i klubber på biblioteket, der hurtigt bliver fyldt op af interesserede folk. Der er et leben som aldrig før.

Men noget halter....
Vi skal være forsigtige med tanken om at have frivillige på biblioteket.
Der er ÅRGANGE, der ikke er kommet i gang fra IVA - tidligere kendt som Biblioteksskolen.
Det er hårdt for unge mennesker at få at vide, at der er jobs og 'brug for dig' og 'masser af potentiale'. Hvorefter nogle bibliotekschefer byder andre faggrupper velkommen. Uden at vide ret meget om dagligdagen og vagter på et bibliotek - med frustration til følge for alle andre.
Vi bør i biblioteksverdenen føle et ansvar for uddannelsen såvel som for bibliotekerne. Vi kan sgu ikke være bekendt at køre en uddannelse - og så udelukke dem og invitere andre faggrupper indenfor! Jeg ved godt, at man gerne vil have folk med 'nye' uddannelser ind på bibliotekerne, men personligt synes jeg, at vi har rigeligt med skæve og spændende idéer i forvejen.
Men der skal interesse, ordentlige rammer og kroner på bordet, før der kan udvikles på dem.

Jeg er ked af, at nogen får lov at ytre sig så nedladende om vores virke, som tilfældet er. At man kan læse i diverse fagblade, at der sidder folk i bibliotekledelser rundt omkring, der stadig mener, at vi 'bare låner bøger ud'. Det er fandeme uhyggeligt! Sikke skader, de kan nå at udrette, inden de (forhåbentlig) er videre i en helt anden branche.
Når 'man' nu har så travlt med at udvikle og digitalisere og mene en masse, så er det faktisk påfaldende, at man stadig læner sig op af at bevare et gammelt biblioteksbegreb og bibliotekspolitik i argumentationen for de ændringer!
Og det kan man så tilsyneladende kaste hvad som helst ind under og bøje efter forgodtbefindende, smag og forstand.
Jeg ved godt, at rigtig meget er politisk bestemt. Men det er sørgeligt at se, hvor tamt der kæmpes og hvor meget, der logres. Til ingen verdens nytte!

En digital bøvs - eller nu hvor alle kan sidde derhjemme og få nogen andre til det....

Det handler om en fantastisk ydelse, som bibliotekerne tilbyder.
Muligheden for at reservere materialer hjemmefra - digitalt.
Det er der mange borgere, der bruger på fornuftig vis.
Men det kan OGSÅ lade sig gøre at reservere materialer på biblioteket, selvom de står på hylden og man befinder sig i nabobygningen og ikke er gang - eller talebesværet.
Man kan faktisk reservere f.eks. 30 billedbøger, som en eller anden medarbejder bruger 1-1½ time på at finde frem, mens man laver noget andet lige ved siden af. Det tager tid for den ansatte. Der er op til et par hundrede billedbøger i et bladresystem for hvert bogstav.
HVIS en anden entusiastisk låner har bevæget sig ned på biblioteket sammen med et barn på 2½ år og måske en barnevogn med én på ½ år - og finder en af disse billedbøger frem INDEN medarbejderen har nået at finde bogen, kan de ikke låne bogen med hjem. For den er reserveret af nabokonen, der pt. spiser brunch eller reserverer videre eller laver noget andet vigtigt. Det er underordnet at vedkommende, der reserverer, har brugt sin kvote af skattebilletten for dét år på de 20 billedbøger, hvis det skal hænge sammen demokratisk og økonomisk, men det holdes der ikke øje med. For man er så glad for at tjene borgerne!

Derfor denne bøvs:
Forestil dig, at du kommer ind i en forretning, prøver en bluse eller et par bukser. Måske prøver du ti par. Mærker stoffet, kan godt lide kvaliteten. Du går tilfreds til disken og møder en lige tynd streg af en mund, der proklamerer at det tøj, du vil have netop er reserveret af en kunde over nettet.

Vil du komme igen?

Gu' vil du ej.

Og hvis du ikke har andre muligheder, vil du fremover sidde som nabokonen og bestille og tænke, at alle dem i butikken 'endelig har fået lidt at lave'.

Drengestreger og skideballer

Det er ikke nemt at være et drengebarn i dag!
Hvis det da nogensinde har været det!
Der var engang, hvor det var sådan nogenlunde OK at lave drengestreger, hvis det da ikke gik ud over nogen - sådan rent fysik og psykisk. Men sådan rimelig harmløse drengestreger kan jeg da huske masser af fra min barndom.
Altså som pige, der gerne deltog :-)
Hvor bliver de af i dag - drengestregerne?
MAN SER DEM IKKE!!!
Og det er dybt bekymrende!!!
Når man er opdraget med Ole Lund Kierkegaards bøger og en accept og forståelse af dét univers, så må man jo med skam indse, at der ikke rigtig er noget at komme efter hos nutidens 8 - 12 årige knægte. De sidder der på deres værelser og spiller wii, playstation, nintendo eller noget andet.
Som forældre prøver man at lokke med forslag om at lave huler i haven eller gå ud og finde nogen at lege med! Men der mangler jo børn på vejen - og det er ikke altid, at de andre børn har lyst til natur, når ens egne har det (!)
Det nytter faktisk ikke rigtig noget at give dem det spark i røven ud af hoveddøren, som vi andre fik, når vi blev umulige og højrøstede. Så står de der og fryser og gnaver en kæp ned i jorden, mens de surmulende kigger sig omkring efter de legekammerater, der pt. har det vældig godt derhjemme i varmen og fandeme ikke behøver gå ud i det vejr.

Baggrunden?
I dag har min søn på snart 11 år i ledtog med en klassekammerat smurt billedkunstlærerindens skammel ind i lim, som hun derefter satte sig på!
Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og jeg er rigtig flov og ked af, at det er sket. Jeg er samtidig glad for, at hun fik beordret de to drenge til at rengøre stolen og at hun efterfølgende fik smidt dem op til inspektøren.
Men det fik mig til at reflektere lidt, da jeg fik en snak med manden om knægtens opførsel og hvad vi gør ved det.
Manden var ved at flække af grin, hvilket forargede mig - hvad han så sagtens også kunne forstå og se det fornuftige i. Så flækkede jeg også af grin. Og så stod vi der, mens den uvorne søn endnu ikke var kommet hjem efter endt sport og skideballe og vidste faktisk ikke, hvordan vi skulle gribe det an.
Vi ved det faktisk endnu ikke, for han er ikke kommet hjem endnu.
Selvfølgelig skal han have en skideballe af os også. For det ER absolut ikke i orden at såre en lærer eller ødelægge hendes tøj eller ødelægge undervisningen eller noget som helst, der støder NOGEN!
Jeg tillader mig alligevel dette lille nervøse 'men' i forbindelse med dette indlæg omkring drengestreger. Han er jo dybest set kun en dreng på snart 11. Og jeg er på en eller anden måde lidt nervøs for den udvikling med regelrette unger og forældre uden leg og ballade, der læser på skolens intranet hver dag omkring 'glemt linial' og andre bagateller.
Det her er sgu da i det mindste noget!
En vaskeægte drengestreg!
Som man altså OGSÅ fik en skideballe for i 'de gode gamle dage'!

PS: Efter snak med den uvorne viser det sig nu, at han kun 'duttede' et par gange med limstiften på skamlen. Det gør ikke ovenstående mindre relevant.
Og oveni hvad der ellers sker for lærere i disse år - fyringer i massevis, skriv på intra i tide og jævnligt utide, planer mig her og der, belastende forældre og elever....så kan det sgu være svært at rumme et par 4. klasses drenge, der vil være kække med en limstift.

Kom til tasterne, fru Nielsen

Der skrives og tales meget om digitalisering.
Vi får efterhånden ingen papir-breve længere. Ingen rudekuverter. Ingen personlige hilsener på papir.
Vi betaler vores regninger over nettet, vi får lønsedler på nettet, vi bestiller varer på nettet, brokker os på nettet, blotter os på nettet..... Det er svært at være helt anonym på nettet.
Om ganske få år er det helt umuligt at undgå nettet.
Fru Nielsen og alle de andre skal lære det, skal de!
Gigtplagede fingre eller ej!
Gangstativ eller ej!
Familie lige om hjørnet, der kan hjælpe eller ej!
Og bibliotekerne vil så gerne hjælpe, hvis du kan få røven på gled og komme derned, Fru Nielsen!
Så kan du lære det, Fru Nielsen!

Det lugter af 'ressourcestærke ældre'.
De, der KAN komme ned på biblioteket og få et 2-timers introduktionsforløb uden at have brug for tolk, teleslynge, førerhund eller familiemedlem. Hvor der også er en flig af noget socialt. Det er bestemt en uundværlig, fin og nødvendig service.
Det er bare ikke nok!

Kender vi ingen ældre mennesker længere?
Taler vi ikke med nogen af dem?
Dem, der ikke kommer?

Der er jo en grund til, at de ældre ikke kommer.
De kan ikke.
Der er også en grund til, at de ikke har en computer.
De har ikke forstand eller fidus til skidtet - og de har ikke råd til og/eller mulighed for at anskaffe sig en. Den billigste model koster en måneds folkepension - og brugsforvirringen er svær at læse selv for folk, der fik UG+ i diktat.
Jeg kender mange, der er 'blokeret' mht. computeren. Og de har alle en alder og en vilje, hvor jeg simpelthen ikke vil være bekendt at belære dem om internettets fortrinligheder. De er fuldt ud dækket på alle leder og kanter - undtagen hvis vi begynder at spænde ben som samfund, vel at mærke.

Hvordan kan det være, at vi tror, at det alene kan gøre det, at vi på biblioteket, i supermarkedet, i borgerservice eller andre steder med en reel åbningstid (endnu) kan haste en digital ekspedition igennem for fru Nielsen, mens køen af folk med 'tjek på pisset' vokser til stigende irritation for dem, der mangler hjælp til litteratursøgninger, skal hente unger, lave mad... ? Og Fru Nielsen tager derfra med følelsen af at være udstillet, fordi 'damen bad om mit personnummer, mens folk kunne høre det'. Fru Nielsen tager derfra uden at have lært en skid. Hun kan ikke huske det til næste gang. Men det er også lige meget. For hun har hverken computer eller forstand til 'det skidt' - og det var i øvrigt "meget bedre i gamle dage".
Men hun er nødt til at komme igen næste gang, der er bøvl.
Hvis hun altså kan.
For Fru Nielsen er egentlig ret ressourcestærk, da hun faktisk er i stand til at komme hen, hvor hun kan hjælpes.

Jeg synes, vi stresser de ældre - og det kan vi ikke være bekendt.
HVIS man er ressourcestærk økonomisk, fysisk og psykisk behøver man reelt ikke den store hjælp. Vi ser en del på biblioteket. De kommer til vores kurser og de nyder at lære.

Vi må aldrig, aldrig nogensinde blive SÅ digitaliserede, at folk ikke kan henvende sig på en anden måde end ved brug af en computer. Ingen skal stå med hatten i hånden overfor fremmede, de er utrygge ved eller lade tingene sejle, for den sags skyld.

Det må aldrig lade sig gøre at kræve, at folk er mentalt eller fysisk i form til at håndtere de små bogstaver på et tastatur. De skal være i stand til at vide, hvor der er hjælp at hente. Og have mulighed for at få den hjælp. De skal have råd - både menneskeligt, mentalt og fysisk.
Vi må med andre ord ikke fjerne det, folk er vant til.
Udviklingen kan drøne derudaf for mange, men der skal være muligheder for dem, der ikke kan være med på holdet. De fortjener samme service.

Vi skal altså starte med os selv.
Det digitaliserede Danmark skal være så let og overskueligt som muligt.
Men vi får aldrig alle med.
Der vil hele tiden være nye ældre, der ikke kan det nye.
Langt ud i fremtiden.

Hvordan får vi gjort danskerne klar til digitaliseringen?
Det gør vi ikke!
Vi må nøjes med de fleste.
Kom til tasterne, fru Nielsen!

Shaken AND stirred!

Jeg har netop oplevet noget fuldstændig enestående.
Jeg er blevet taget i røven!
På den bedst tænkelige måde, vel at mærke :-)

Vagt på biblioteket lørdag fra kl. 9 - 13. Stille og rolig vagt. Vejret var super. Lånerne i godt humør.
Havde en bog med hjem om buffeter med titlen 'Festen kan begynde'!
Jeg troede, jeg var i god tid. ;o)

Manden hentede mig med ældste søn på bagsædet.
Helt normalt. Jeg vil jo gerne hurtigt hjem - og så kan der handles på hjemvejen.
Det havde manden gjort. Det er sådan set heller ikke usædvanligt, men altid dejligt at komme hjem i en fart.

Jeg var træt og sulten. Havde fået et rundstykke, som kollegaen havde haft med. Havde sovet 5 timer. Det skulle gøre godt med en 'morfar'.
"Vi har lige et par huer, som du skal have på. Ungerne har en overraskelse til dig, når vi kommer hjem". Vi var 500 meter fra bopælen.
"I har vel ikke brændt huset af?"
"Nej, nej", kom det ivrigt fra bagsædet. "Men du skal have BEGGE huer på. Ellers kan du se igennem".
SHIT! De har købt en flagstang!!! tænkte jeg.
Manden har snakket om, at det kunne være så hyggeligt med den der flagstang på Højen 2. Jeg er af en lidt anden mening.
Det har vi sgu da heller ikke liiiiige økonomi til lige nu!
"Det er ungerne, der har lavet det", kom det beroligende fra manden.
Okay, de har bygget en hule i indkørslen. Lavet et 'miljø' i forhaven. Anyway, Lone, du ser begejstret ud, når du får huerne af.

Ud af bilen og ført af de to, blev jeg en anelse forvirret ført fra bil til havelågen.
OK, hule i baghaven. Eller er det den fordømte flagstang? Manden virker selv ret begejstret.

SURPRISE!!!
-------- (Der foregik INTET i nogle sekunder).

Sol i øjnene.
Og så Bo og Rolf. Storsmilende.
Hvad laver de her? De er da ikke til at lokke ud af storbyen!
Så Dennis, Chris, Charlotte, Robert, Heidi, Dare....
TILLYKKE!
Der er noget galt. Manden har taget fejl. Det er jo først om flere uger.
Heidi skal ikke være her. Familien skal være hos Hanne og Rasmus.
Hanne, Rasmus, Nanna, Bitten, Gert, Poul, Maria....
Det er simpelthen løgn. De har taget fejl. De kan da ikke alle tage fejl?
Svigermor, Peter, Birte, Peter, Sol, Katla, Kenny, Anne, Ole, Peter, Louise, Claus, Kirsten, Lene....Alle børnene.
En kold øl i hånden.
Partytelt i haven.
Det er ikke muligt!

Festen kunne begynde.
Lars, Gitte, Tine, Peter, Patrick, Mette og Ida kom senene.
Nogle afbud. Desværre.
Det var en fantastisk fest.
Det er det mest surrealistiske, jeg nogensinde har prøvet.

Dette er lige nogle ord, så jeg husker, hvordan det var - mens jeg endnu huskede :-)
Dare skar flere slags skinke og ost fra Slovenien, som er blandt mine absolutte livretter. Heidi serverede sammen med sine skønne piger, som havde bagt flere slags kager.
Der var en summen af aktivitet omkring mig. Lutter smilende og hjertelige mennesker. Og jeg fattede ikke en skid.
"Der er også gaver", blev der sagt.
Det kan simpelthen ikke passe, det her. Jeg kan ikke rumme det!
Det blev vådt og meget festligt.
Jeg lavede ikke en hujende fis, men sejlede rundt i en nærmest euforisk lykkerus blandet med en efterhånden pænt høj promille. Jeg vidste ingenting om nogetsomhelst og kunne slet ikke hjælpe.
Kæmpe-grill. Helstegt gris med kartoffelsalat, hele majs og salat.
Vidunderlig mad. ALT var vidunderligt.
Fuldstændig fantastiske gaver, som jeg slet, slet ikke kunne rumme og som nu - fem dage efter - ikke har rykket sig en centimeter fra udpakningspladsen. Jeg skal stadig konsumere.
Dejlige taler. Fra manden min, herlige 'onkel' Rasmus og evigt unge Kenny, der har læst lidt af hvert herinde på denne blog og roste mig, så jeg blev 14 år igen. Jeg fattede ikke, at det var mit eget, han læste op, før han havde talt i et par minutter. Tak!
Guitarer, sang, glade folk, fest ud på de små timer. Smukke mennesker, der hyggede sig. Min lille Jakob sang sammen med sin 14 måneder ældre kusine, Ida. Det var så smukt og sødt - men de måtte give et extra-nummer, da jeg ikke havde hørt dem første gang.
Søndag med overnattende eller 'tæt på' overnattende gæster på hotel, vandrehjem, campingvogn eller plæne. Hjælp til det hele af fantastiske folk, som har knoklet med deres eget i så rigt mål denne sommer! Lavede stadig ikke meget mere end en hujende fis. Har forstuvet halvdelen af højre hånd.
Manden har brækket et ribben og bøjet fire.
Altsammen på helt fredelig, men uheldig vis.

Elsker hele bundtet.
Og takker jer alle for, at dette kunne ske.
Det er simpelthen enestående!
Jeg er shaken AND stirred !

Jeg elsker dig, Jesper - af hele mit hjerte.
Sikke du kan! Og sikke du kan samle folk!
Tak, tak, tak for SURPRISE - og for at give mig en oplevelse, som jeg aldrig nogensinde glemmer.
Jeg er dybt rørt.
Og midt i en drøm.